Valenselektroner
Elektronerne i et atoms yderste skal kaldes valenselektroner.
Det er disse elektroner, der medvirker ved dannelse af ioner og etablering af kemiske bindinger, og deres antal (fra 1 til 8) har betydning for bindingsmulighederne og bestemmer grundstoffets valens.
Alle grundstoffer (undtagen de fem mindste) stræber efter at have 8 elektroner i den yderste skal, og dette opnås ved enten at afgive eller modtage elektroner.
Elektronegativitet
Et grundstof siges at være elektronegativt, hvis det har tilbøjelighed til at optage ekstra elektroner. Man angiver grundstoffets elektronegativitet på Paulings elektronegativitet-skala, der går fra 0 til 4. Værdien 4 betyder størst evne til at optage elektroner og kun et grundstof når denne værdi, nemlig F (Fluor).
Værdierne mellem 0,7 og 1,0 dækker de stoffer, der er mindst elektronegative: alkali-metallerne. De er faktisk det modsatte: elektropositive.
Eksempler på elektronegativitet:
C 2,5
O 3,5
N 3,0
F 4,0
Cl 3,5
P 2,1
Na 0,9
K 0,8
Li 1,0
Alkali-metal
Alkali er en almindelig betegnelse for grundstofferne i hovedgruppe 1.
Lewis-formler
Lewis-formler er en forenklet skrivemåde for atomernes elektronstruktur.
Selve atomtegnet bruges til at betegne atom-skroget (som er kernen plus fyldte skaller).
Valenselektronerne anbringes så omkring det i op til 4 par, men så vidt muligt uparrede, f.eks således:
Når atomerne indgår i covalente bindinger med hinanden, bruges samme skrivemåde for de derved dannede molekyler, f.eks. således:
Stregformler
Næsten det samme gælder stregformler – her angiver man blot kun når der er tale om, at to grundstoffer ‘deles’ om et sæt elektroner; hér angiver man det ved en streg. Det ser således ud:
En streg angiver altså, at der er tale om to elektroner i bindingen.
Er der to bindingsstreger, er der altså 4 elektroner involveret i bindingen.
Se prik- og stregformlen for kuldioxid: