Atom
(kommer fra græsk: Atomos = udelelig)
De oldgræske filosoffer brugte denne betegnelse for et stofs mindste dele.
“Der må være en mindste del – man kan jo ikke blive ved med at dele stoffet…” mente de.
Den moderne atomteori efter ca. 1900 beskriver atomerne som bestående af en atomkerne sammensat af:
Protoner, Neutroner og Elektroner.
De to første udgør kernen og kaldes tilsammen
nucleoner.
Et grundstofs atomer har alle det samme antal protoner i kernen (atomnummeret), mens antallet af neutroner kan variere.
Det er baggrunden for begrebet Isotoper, men mere om det i vores atomfysik-emne.
Atomkerneprocesser og grundstofforvandlinger hører med andre ord til fysikkens område.
Atommodel
Danskeren Niels Bohr beskrev atomets opbygning ved hjælp af den såkaldte planetmodel:
Elektronstruktur
Det sted i atomet, hvor vi finder elektronerne, er som bekendt uden for kernen.
Kært barn har mange navne, men man siger ofte, at elektronerne bevæger sig i skaller eller ringe og man tegner for det meste af praktiske grunde ringe som symbol for elektronernes placering omkring atomkernen.
Det ville dog være mere korrekt at sige, at elektronerne er i forskellige energiniveauer i forhold til kernen. At disse energiniveauer kan sammenlignes med skaller er en anden sag.
Lige her kalder vi dem af praktiske grunde for skaller…
Hovedregelen for udfyldning af elektronskallerne:
1: Antallet af elektroner er lig antallet af protoner, der er lig med atomets nummer.
2: Skallerne fyldes op indefra.
3: I de enkelte skaller kan der højest være:
K-skallen: 2
L-skallen: 8
M-skallen: 18
N-skallen: 32
O-skallen: 50
P-skallen: 72
4: I den yderste skal kan der aldrig være mere end otte elektroner.
5: Elektronerne i den yderste skal kaldes valens-elektroner.
Elektronstrukturen bestemmer atomets muligheder for at danne
ioner og ionbindinger
covalente bindinger
med andre grundstoffer og dermed deltage i kemiske forbindelser.
Kun nogle få grundstoffers atomer kan under normale omstændigheder eksistere frit (se under Ædelgasstruktur), de øvrige vil slutte sig sammen med andre atomer af deres egen slags ved hjælp af covalente bindinger eller en metalbinding.